Hvorfor støtter Grundejerforeningen en stibro ved Sirius Plads?

Grundejerforeningen Artillerivej Syd støtter placeringen af stibroen ved Sirius Plads af flere årsager, og vores engagement i dette projekt er dybt forankret i de investeringer, som vi som grundejerforening har foretaget i områdets infrastruktur over de sidste 10 år.

Disse investeringer er blevet gjort i forventning om, at en lokalplanlagt stibro ville blive realiseret netop på dette sted. Placeringen er også den anbefalede placering, som Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) har valgt og indstillet som placering.

Placeringen er tydeligt nævnt i lokalplanerne på begge sider af havnen som det sted, hvor man måtte forvente, at der kan anlægges en stibro.

Vores forpligtelse til at gøre vores område sammenhængende med resten af byen ved at forbedre adgangen og mobiliteten for os beboere samt at styrke forbindelsen mellem Islands Brygge Syd og de omkringliggende områder er tydelig gennem disse investeringer.

Vi har arbejdet målrettet på at forberede vores kvarter til denne vigtige tilføjelse, som skal gøre vores område stationsnært, og som Sydhavnsmetroen også er planlagt ud fra. Vi mener, at en stibro her vil bidrage til en helhed i området, som kan komme områdets beboere samt lokale erhvervsdrivende til glæde.

Vi har som grundejerforening gennem adskillige generalforsamlinger vedtaget og anlagt anlægsprojekter med forventningen om, at en stibro skulle etableres på den planlagte placering.

Grundejerforeningens vigtigste opgave i forbindelse med planlægningen er, at stibroen bliver anlagt med henblik på respekt for nærmiljøet, trafiksikkerhed og indpasning i vores område. Vores område fungerer som et transitområde til og fra København, så derfor skal der også planlægges efter dette, så trafikken kan afvikles på en sikker og ordentlig måde med fokus på mindst mulig gene for lokalmiljøet. Vi er en del af København.

For foreningen er stibroens placering ved Sirius Plads den mulighed, som giver mest mening og de bedste vilkår for vores område. Placeringen giver alle i området den kortest mulige vej til at krydse havnen, og trafikken kan ledes sikkert igennem området i alle retninger.

Københavns Kommune har tre formål for at anlægge en stibro over havnen:

  • At øge sammenhængen mellem de to bydele.
  • At mindske trafikbelastningen på Bryggebroen.
  • At gøre Artillerivej Syd-området stationsnært til metrostationen på Enghave Brygge, som åbner i 2024


Placeringen af en stibro på den planlagte placering ved Sirius Plads understøtter alle disse formål.

Derfor støtter vi i Grundejerforeningen Artillerivej Syd beslutningen om at placere stibroen på denne placering

Hvis du også glæder dig til, at der kommer en stibro på den planlagte, anbefalede placering i vores område, så har du mulighed for at støtte underskriftsindsamlingen, som du finder her:

Støt placeringen af den anbefalede stibro mellem Islands Brygge syd og Enghave Brygge.

Besluttet i  lokalplanen visualiseret

Faktisk anlagt på Sirius plads

Planlagt visualiseret med en planlagt stibro

Besluttet byrum i  lokalplanen